Stubfræsning i Skanderborg

Lerjorden på Skanderborg-siden ændrer, hvad der sker med flisen efter fræsningen. På sandjord er blandingen af træ og jord løs og tørrer hurtigt; i ler bliver den tung, klumpet og våd, og den falder ikke sammen af sig selv på en sæson. Fyldes den tilbage i hullet og der sås græs ovenpå, står vandet i fordybningen den første vinter, og græsset drukner. Derfor kører vi oftere flisen væk her end i Silkeborg og fylder op med muld i stedet — især hvis der skal sås inden for det første år. Det er et tilvalg, men det er som regel det rigtige, og vi siger det, før vi begynder, ikke bagefter.

I de nyere udstykninger mod nord og vest, og i Skovby og Stilling, er opgaven en anden. Her er haverne unge, og stubbene stammer typisk fra de træer, der stod på grunden, da den blev udstykket, eller fra hurtigtvoksende arter som poppel og pil, som folk plantede for at få læ i en fart og nu vil af med igen. De stubbe er sjældent store, men de sidder ofte klemt mellem hus og skel, hvor der kun er halvanden meter at arbejde på. Adgangen er derfor det, der afgør prisen her — ikke stubbens tykkelse. Vi måler passagen, inden vi siger ja: kan maskinen ikke komme forbi hushjørnet, skal stubben graves fri og tages i hånden, og det er en helt anden opgave.

Poppel og pil er de stubbe, vi oftest bliver kaldt ud til her, og de opfører sig anderledes end de øvrige. Begge arter skyder igen fra roden, også efter at træet er fældet, og en stub, der bare er skåret af i jordhøjde, sender nye skud op i en ring rundt om sig hvert forår — nogle gange flere meter ude, hvor rødderne løber. Fræsning af selve stubben stopper det ikke alene; der skal tages fat i de store siderødder også. Det er værd at vide på forhånd, for det er en større opgave end en gran af samme diameter, og prisen følger med.