Brolægger i Skanderborg

Moræneleret på Skanderborg-siden stiller større krav til opbygningen end sandjorden længere mod vest. Ler dræner langsomt, så vand bliver stående i bærelaget, og når det fryser, løfter det belægningen. Resultatet ser man typisk efter anden eller tredje vinter: enkelte fliser, der ligger højere end nabofliserne, og vandpytter, hvor fladen har sat sig. Derfor graver vi dybere af på lerjord og lægger et tykkere lag stabilgrus, komprimeret i flere omgange. Det koster mere i afgravning og bortkørsel, og det er også dét, der afgør, om fladen ligger fast om ti år.

Faldet betyder ekstra meget her af samme grund. På sandjord kan et lille designfejl i faldet ofte undskyldes af, at vandet siver ned alligevel. Det gør det ikke på ler. En terrasse eller indkørsel op ad huset skal have omkring en til to procent fald væk fra murværket — cirka halvanden centimeter pr. meter — og ligger fladen plant, ender vandet ved soklen. I de nye udstykninger i Skovby og Stilling er der desuden ofte kørt fyldjord på grunden, og den er ikke altid sat. Det tjekker vi, før vi bygger op.

Lerjorden er den enkeltfaktor, der oftest skiller et holdbart resultat fra et, der bevæger sig efter tre vintre. Ler dræner ikke selv, så vandet skal ledes aktivt væk, og bærelaget skal være tykkere, end det behøver være på sandjorden vestpå. Det koster mere pr. kvadratmeter, og det er dét, folk sammenligner, når de har fået to tilbud, hvor det ene er markant billigere. Bed altid om at få opbygningen skrevet ind: hvor dybt der graves af, og hvor meget stabilgrus der komprimeres i. Det er den eneste del af tilbuddet, man ikke kan se på den færdige flade — og den eneste, der afgør, om den ligger fast om fem år.