Hækkeklipning i Silkeborg

Villakvartererne i Silkeborg blev i vid udstrækning bygget i 1960'erne og 70'erne, og hækkene fra dengang står der stadig. Det betyder to ting i praksis. Bøgehækkene er høje og veletablerede, og de tåler at blive skåret hårdt tilbage, hvis de er kommet ud af form — bøg skyder villigt igen fra gammelt ved. Thujahækkene fra samme periode gør ikke. Skærer man ind i den brune del uden grønt på, kommer der ikke nye skud, og hullet bliver stående i årevis. Derfor spørger vi altid, hvad hækken er, før vi giver en pris på en genopretning.

Den sandede jord under store dele af Silkeborg dræner hurtigt, og det slider på hækkene i tørre somre. En hæk, der har stået tørt, taber først bladene forneden, og så bliver den bar i bunden. Vi klipper derfor siderne let konisk — en smule smallere foroven end forneden — så lyset når hele vejen ned og bunden får lov at blive tæt igen. På de skrånende grunde mod søerne, blandt andet i Sejs-Svejbæk, klipper vi toppen så den følger terrænet frem for at være vandret; en vandret top på en skrå grund ser skæv ud fra vejen, uanset hvor lige den er.

Praktisk betyder det noget, at vi har adresse i byen. En hæk har brug for to klipninger — omkring Sankt Hans og igen i august — og de fleste dropper den anden, fordi den føles som en ekstra regning. Når vi kører fra Silkeborg til en adresse i Silkeborg, er kørslen ikke en post, der skal tjenes hjem, og den anden klipning koster derfor kun det, den tager. Det er også derfor, vi kan tage en enkelt hæk på vejen mellem to andre opgaver, hvor vi i Aarhus skal samle flere opgaver på samme dag for at det hænger sammen.